Stafettelt A/S
Betonvej 10
DK-4000 Roskilde

Tlf.: +45 7022 3511
www.stafet.dk
info@stafettelt.dk

Spørgsmål og svar - DHL

Bestilling

Jeg vil gerne bestille telt – hvad gør jeg?

Start ved at gå til den grønne fane Mit Stafettelt for at logge ind og foretage bestilling. Nye teltbestillere oprettes her. Bestilling foregår i grupper a 8 personer (8, 16, 24 osv.).

Kan vi bestille løbenumre på jeres hjemmeside?

Nej, løbenumre bestilles hos Sparta, som arrangerer selve stafetløbet. Stafettelt tilbyder udlejning af telte med borde og bænke til deltagerne.

Hvordan får jeg bekræftet min bestilling?

Når bestillingen hos Stafettelt er gennemført vil der automatisk blive sendt en bekræftelse til din e-mail.

Hvornår skal jeg senest afgive bestilling?

Vil du være sikker på at få telt til den dag du skal løbe, foreslår vi, at du bestiller senest i starten af april. Du kan dog vente med at bestille helt op til en uge før løbet, hvis der stadig er ledige teltpladser.

Vi skal bestille telt for første gang, hvad gør vi?

Find ud af ca. hvor mange I skal huse i telt og bestil hurtigst muligt - husk også at bestille løbenumre på Spartas hjemmeside. Nye teltbestillere kan oprette en profil her.

Hvornår kan jeg afgive min bestilling?

Vi åbner op for bestilling 1. marts 2023.

Priser, betaling og fakturering

Hvorfor skal jeg bestille i grupper a 8 personer?

8 personer er det antal personer man kan sidde omkring et bord/bænkesæt. Du skal derfor bestille til 8, 16, 24, 32 personer osv. Vi tildeler dig og dit firma en teltstørrelse svarende til det bestilte antal grupper.

Hvad koster et telt?

I 2024 koster det 1200 kr. pr. gruppe (8 personer) plus et håndteringsgebyr på 140 kr. pr. ordre. Priser skal tillægges moms.

Hvilke betalingsformer kan jeg benytte?

Du kan betale online med Dankort, MasterCard og VISA eller udskrive din faktura og foretage en bankoverførsel. Betaling i 2023 er standard 30 dage netto.
Ved bankoverførsel overfører du pengene til Stafettelts konto i Nordea. Det er vigtigt at du anfører dit ordrenummer som "Tekst til modtager" ved overførslen, så vi kan genkende betalingen.

Hvordan betaler jeg?

Du kan betale online med danske og udenlandske kort med det samme eller vente og komme tilbage til stafet.dk og gøre det på et senere tidspunkt. Ved bankoverførsel åbner du bekræftelsen vi har sendt pr. mail og åbner/udskriver pdf-faktura. Fakturaen indeholder informationer om vores kontonr. m.m.

Hvorfor skal jeg betale et håndteringsgebyr?

Håndteringsgebyret dækker over den generelle ordrehåndtering samt alt det vi forsøger at gøre for at gøre arrangementet ekstra fornøjeligt og overskueligt for alle deltagerne. Det vil sige udskrivning og opsætning af logo, lys i teltet, kortgebyr m.v.

Hvad er jeres registrerings- og banknummer?

Reg. og bank nr. er: 2228-0197101091

Min faktura er blevet væk. Hvor finder jeg den igen?

Log ind og vælg fanen Bestilling. Her finder du din aktuelle ordre, som du kan vælge at se og gemme som pdf-fil.

Hvordan modtager jeg min faktura?

Ved bestilling af telt modtager du automatisk en mail med pdf-faktura som du kan videresende/aflevere til bogholderiet.

Vi skal betale via EAN-nummersystemet. Hvad skal vi gøre?

Udfyld kundeoplysninger med EAN-nummer og eventuelt CVR-nummer o. lign. Ved bestilling sender vi så automatisk fakturaen til et EAN-læsindbureau, som sørger for at sende fakturaen elektronisk til jeres firma.

Teltet og siddepladserne

Hvad får jeg, når jeg bestiller på stafet.dk?

Din bestilling på stafet.dk er inkl. telt, borde og bænke til DHL Stafetten i Fælledparken. Herudover sørger Stafettelt for firmalogo/navn lamineret i A4 på teltindgangen, håndsprit på bordene, lys i teltet

Får vi vores eget telt?

Bestillinger på 2 grupper og derover får eget telt/teltrum indtil vi løber tør for egne teltpladser.

Hvor meget plads får vi?

Vores pladsberegning bygger på en gruppe = ca. 6m² telt.

Vi har nogle heppere med. Er det tilladt?

Ja, selvfølgelig. Det giver god stemning. I skal blot huske at bestille plads til hepperne også. Der er kun plads inde i teltet og på borde og bænke til det antal personer, der er bestilt plads til, men selvfølgelig kan resten være udenfor.

Hvad er borde og bænke?

Borde og bænke er det vi kalder for et bænksæt/gruppe. Et bænksæt består af 1 bord + 2 løse bænke uden rygstød. Bordet er 50-60 cm bredt og bænkene 25 cm brede. Længden varierer fra 200 til 220 cm. Borde og bænke er altid rengjorte før jeres ankomst.

Vi ønsker at leje et telt, men I snakker altid også om borde og bænke?

Når du foretager en bestilling hos Stafettelt, foregår det i grupper a 8 personer inkl. telt, borde og bænke. 8 personer er det antal personer, et bænksæt er beregnet til. Vi tildeler dig og dit firma en teltstørrelse svarende til det bestilte antal grupper/bænksæt.

Hvor finder vi indgangen til vores telt?

Alle teltene er helt åbne foran ud til løberuten i minimum 2,3 meters bredde.

Kan vi få ekstra plads til mad, øl og massage?

Har I brug for ekstra plads, skal I bestille ekstra grupper. Overskydende borde og bænke kan bruges til servering m.m. uden for teltet.

Hvornår er vores telt klar til, vi kan flytte ind?

Vi garanterer, at jeres telt står klar kl. 16.00 på løbedagen - ofte vil teltet være klart tidligere.

Foodrucks, køletrailer og pølsevogn

Hvordan får vi plads til en foodtruck eller en pølsevogn?

Vi anbefaler at I tænker i andre baner end foodtrucks og pølsevogn, når I skal vælge forplejning til jeres deltagere. Der er begrænset plads i teltlejren til sådanne installationer og vi har svært ved at imødekomme de krav om strømforbrug der er på disse vogne. I enkelte tilfælde ved deltagelse af over 200 personer, kan der gives tilladelse til foodtrucks og pølsevogn. I skal dog være opmærksom på at I i så fald vil blive placeret i den yderste periferi at teltlejren.

Vores catering siger de skal bruge plads til en køletrailer. Hvad gør jeg?

Først og fremmest vær sikker på der er et reelt behov for køl af denne kapacitet. Langt de fleste kan klare sig med termokasser, tøndekølere og lignende. Din cater vil ofte ønske sig plads til en køletrailer for egen komfort og nemhed. Vi ser helst at så få som muligt kommer med køletrailere, da det udgør et reelt pladsproblem ift. brandveje og mulighed for ødelæggelse af græsset når de skal køres på plads.
I skal som firmaets kontaktperson selv skrive/ringe direkte til os for forud for løbet for at få tilladelse til køletrailer. Tilladelser gives kun ved deltagelse af over 200 personer. I skal være opmærksom på at ønsker om placering ofte vil blive tilsidesat for at finde en plads til jer i teltlejren, hvor der er plads til både jer og køletrailer.

Forhøjelse og reducering

Kan vi ændre ordrens størrelse?

Vi kan altid forhøje og reducere jeres bestilling indtil 30 dage før løbet, hvis der stadig er plads. Reducerer I jeres bestilling tilbagebetaler Stafettelt det fulde beløb tilbage indtil 30 dage før løbet.  

Hvordan forhøjer jeg min ordrestørrelse?

Du kan forhøje din ordrestørrelse ved at gå ind på din kundeprofil og bestille det samlede antal grupper I nu har brug for. Systemet sørger selv for, at I ikke har mere end én ordre hos os, således at den tidligere ordre automatisk bliver annulleret. I vil herefter modtage en faktura pr. mail med det nye restbeløb eller I kan vælge at betale online med det samme med kort.   

Kan jeg få mine penge tilbage?

Ja, ved afbestilling/reducering indtil 30 dage før løbet tilbagebetaler Stafettelt 100% af det indbetalte beløb. Har du betalt for din bestilling skal du ringe til os før du kan afbestille/reducere din ordre.

Hvor sent kan jeg vente med at ændre min bestilling?

Når vi først er nået ind i august kan vi i princippet ikke ændre bestillinger, da det store planlægningsarbejde starter herfra.

Markedsføring og udstyr

Hvor stort bør et banner være?

Oplagt størrelse for bannere er 1 m højt og 2-3 m langt. Der må ikke hænges noget direkte foran indgangen af sikkerhedshensyn, men det kan sættes ovenover i 2-3 meters højde. Her er vist et 1 x 3 m banner monteret på 2 medbragte stænger, der får banneret op over teltindgangen.  

Vores samarbejdspartner Effection tilbyder professionelle bannere fra 2480 kr. pr. stk inkl. 2 stk aluminiumsstænger. OBS! Ring eller skriv til os når du har modtaget din placering for at være sikker på afstanden mellem benene. Se mere her

Må vi medbringe flag og bannere?

Alle kan medbringe skilte, flag, bannere og andet, som kan gøre dagen endnu festligere. Dog skal I tænke på jeres naboer og sikkerheden med frie flugtveje.

Hvordan kan jeg fastgøre vores banner?

Benene på teltet kan bruges til fastgøring af stænger. Medbring 2 stænger på 3 m pr. banner, så passer det med at dit banner stikker op over teltindgangen. Brug snor eller kabelbindere til fastgøring. Her er vist et 3 m banner monteret med 6 meter mellem stængerne. 

Kan vi ikke bare bruge tape?

Vi tillader ikke brug af tape på telte og lignende, da det efterlader limrester på teltdugen. Hvis enkelte deltagere alligevel undlader at følge disse anvisninger og ser sig nødsaget til at bruge tape, findes en tape, som ikke er lige så slem som de andre. Benyt 3M’s lærredstape. Husk venligst at fjerne alt udstyr opsat/ophængt på teltet inkl. evt. lærredstape, inden I forlader teltet.

Hvordan kan vi få bragt ekstra proviant frem til vores telt?

Forsyninger kan køres ind i bil på stierne før kl. 17 og hentes efter kl. 22. Kørsel må KUN foregå på asfaltvejen og grusstierne. Medbring sækkevogn og trækvogn til det sidste stykke. HUSK at give jeres leverandører besked om adgangsforholdene og meddel dem at kørsel på græsset er strengt forbudt.

Vi skal ind med mad og proviant om formiddagen. Hvem holder vagt?

Det kan anbefales at sætte en til at holde vagt, når I først har fået jeres forsyninger frem til teltet. Stafettelt og Sparta påtager sig ikke noget ansvar.

Må vi vise de andre løbere vores nye spændende produkt?

Der er skrappe restriktioner for at få lov til at låne en offentlig park. Aktiv markedsføring er under ingen omstændigheder tilladt. Husk på det er et løbearrangement.

Kan vi få plads til en hoppeborg?

Med den begrænsede plads er det ingen god idé at medbringe sådanne store installationer.

Fællestelt

Hvad vil det sige at blive placeret i fællestelt?

Fællestelt vil sige, at man skal dele et større teltrum med andre, men at hver kunde har sin egen plads i teltet. Dette vil være angivet med navn eller logo på bordene.

Én gruppe – kommer vi så i fællestelt?

Ja, ordrer på én gruppe (8 personer) bliver placeret i fællestelt. Det er vigtigt at I ikke er mere end max. 8 personer, når I bestiller 1 gruppe. Er I 2 løbehold bedes I af hensynet til de andre i teltet bestille 2 grupper.

Kan vi ikke få vores eget telt når vi er 1 gruppe?

Nej, vi har ikke så små telte der kan huse kun én gruppe. Ønsker I eget teltrum, skal I minimum bestille til 2 grupper.

Gælder der særlige regler for fællestelte?

Specielt i fællesteltet må der ikke være flere personer, end der er bestilt til. Medbringer I diverse udstyr for at pifte stemningen op anbefaler vi at I bestiller min. 2 grupper for at sikre der plads nok til alt og alle i teltet.

Skal vi dele borde og bænke med andre i fællesteltet?

Nej, det skal I ikke. Alle bordene er markeret med logo eller firmanavn og vi sørger for at fordele grupperne på forhånd. Ingen først til mølle – bare rolig. I skal bare møde op i teltet på dagen og finde jeres plads.

Forbehold for placering i fællestelt. Hvad skal det betyde?

I de tilfælde, hvor vi nærmer os udsolgt i nogle gruppestørrelser, tager vi forbehold for placering i fællestelt. Det vil sige, at bestillinger foretaget under disse omstændigheder med overvejende sandsynlighed vil blive placeret i fællestelt.

 

Placering og ønsker

Hvor bliver vi placeret i teltlejren?

Vi kan ikke svare på dette spørgsmål før 15. august. Fordelingen sker først i løbet af august måned. Jo, før du bestiller - jo bedre placering har vi mulighed for at give jer.

Vi har ønsker om placering kan det lade sig gøre?

I kan altid påføre jeres bestilling en bemærkning i det dertil indrettede felt. Vi kan ikke garantere, at vi kan efterleve jeres ønsker, men gør hvert år vores bedste for at hjælpe alle til at få så god en oplevelse i Fælledparken som muligt. Giv os flere placeringsønsker end bare ét, så er der større sandsynlighed for at vi kan imødekomme jeres ønske.

Hvornår får vi at vide, hvor vi skal være?

Én uge før løbet modtager firmaets kontaktperson placeringen i sin mailbakke. Mailen har et link til kortet på vores hjemmeside, og det hele kan videresendes til alle de andre deltagere i firmaet. 

Hvordan finder vi vores telt?

På kortet finder I den blok jeres telt befinder sig i. I Fælledparken er der desuden oversigtskort ved alle stier ind til teltlejren med lister over firmanavne og deres placering.

Kan vores to firmaer sidde ved siden af hinanden?

Bestil samlet, hvis I vil sidde i telt sammen. Hvis I har bestilt telt hver for sig, kommer I ikke til at sidde ved siden af hinanden. Vi kan derfor kun anbefale, at I laver én samlet bestilling og så fordeler omkostningerne mellem jer. Vær opmærksom på, at det kun er bestillerens logo, der kommer på teltet. Ekstra logo kan selv medbringes.

Vi vil godt bestille et telt langs indløbet. Kan det lade sig gøre?

Vi har fået tildelt et begrænset område af Fælledparken. Det er en stor og kompliceret opgave at få fordelt alle på den til rådighed værende plads. Vi kan desværre ikke i særlig høj grad tage hensyn til meget specifikke ønsker om teltplacering, men I er velkommen til at notere jeres ønsker, når I bestiller telt.

Kan vi ikke være i den samme blok som sidste år?

Selv om man 3 år i træk har været i den samme blok, så kan vi desværre ikke direkte efterkomme et ønske om at komme til at sidde samme sted som sidste år. Se venligst svaret ovenfor.

Kunne I ikke nok få os puttet ind i et telt på solsiden?

Desværre. Hvor meget vi end gerne ville, kan dette heller ikke lade sig gøre. Se venligst ovenstående svar.

 

Du kan altid bruge kommentarfeltet til meddelelser, når du bestiller. Her kan du gøre opmærksom på netop jeres behov og ønsker. Vi kan ikke efterkomme dem alle sammen, men bestræber os hvert år på at give den bedst mulige service til alle vores deltagere.

Firmalogo på telt

Får vi vores firmalogo på teltet?

Hvis firmaets kontaktperson har uploadet jeres firmalogo, så udskriver vi dette i farver på et A4-ark og hænger det lamineret op ved indgangen til jeres telt. Har vi ikke modtaget noget logo fra jer, bliver det blot et neutralt navneskilt. 

Hvad bruger I vores firmalogo til?

Vi bruger firmaernes logo til at gøre det lettere for løberne at finde deres telt i Fælledparken.

Hvornår skal I have vores logo?

Alle logoer bliver sendt til tryk 14 dage før løbet. Har I ikke uploadet logo inden da, kan vi kun tilbyde at udskrive jeres firmanavn.

Kan vi få to forskellige logoer på vores telt?

Nej, desværre. Vores system kan kun klare ét logo pr. teltbestilling. Men medbring selv det andet logo i en plastlomme eller lamineret, lav 2 huller og tag lidt snor med, så det kan bindes på teltet, så er den klaret - brug aldrig tape.

Hvor kan jeg se, om I har vores rigtige logo?

På vores deltageroversigt kan du finde jeres firma og kontrollere, om logoet er korrekt. Alternativt kan du gå ind på jeres kundeprofil og se samt ændre logo.

Vi har fået nyt logo, hvordan udskifter jeg det gamle?

Kun firmaets kontaktperson kan ændre dette. Log ind, gå til fanen Mit Stafettelt (grøn) og find fanen logo for at ændre logo.

Hvilket format og type af logo skal jeg bruge?

Du skal bruge JPG, PNG og GIF-filer. Størrelsen af logoet er ikke afgørende, men tænk på, at det skal kunne holde til at blive skrevet ud på et A4-ark.

Størrelsesbehov

En gruppe er for lidt og to for meget. Hvad gør vi?

Prøv at få lidt heppere eller familie med på sidelinjen. Måske får de mod på at løbe med til næste år. Vi kan desværre kun udleje i grupper a 8 personer, da det er det der kan sidde omkring et bænksæt.

Hvordan skal vi kunne bestille, når vi endnu ikke ved, hvor mange vi bliver?

Prøv at lave en vurdering ud fra sidste års deltagelse og den respons, I har fået. Det er vigtigt, at I bestiller forholdsvist tidligt, da der erfaringsmæssigt bliver udsolgt, først om onsdagen og så torsdagen.

 

Grill, lys og varme

Hvor kan vi få plads til en grill?

Hvis muligt så placér grillen bag jeres telt for at undgå grillos ud mod løberuten. Vær opmærksom på, at det kan knibe med ekstra plads til grill visse steder på opløbet. OBS! Grill og fakler skal være placeret mindst 3 meter fra teltene.

Må vi medbringe en gasgrill?

Ja, det er tilladt at medbringe og benytte gasgrill på lige fod med almindelige kulgrill. Disse skal dog stadig være placeret mindst 3 meter fra teltene.

Kan vi leje en grill af Stafettelt?

Vi udlejer ikke grill. Vi kan anbefale en professionel grillmand, Jan Dam Olsen fra Grillministeriet som udlejer grill med og uden bemanding.

Hvor skal vi gøre af vores brugte grillkul?

Brugt grillkul må under ingen omstændigheder ende på græsset. Forsøg at slukke kullene med vand og pak de kolde kul i poser og smid dem i en affaldscontainer. Alternativt kan I komme tilbage næste formiddag, hvor kullene skulle være afkølet.

Kan vi bestille et telt til at grille i?

Vi tilbyder at opsætte telte til flere formål. Skriv eller ring til Stafettelt for nærmere information og muligheder.

Kan vi bestille et telt med elektrisk lys, stofduge og kandelabre?

Vi leverer en æske med fyrfadslys til basisbelysning samt lysslange i teltet. Hyggefolket medbringer selv lysestager, duge, tallerkener, bestik osv.

Må vi medbringe gasvarmeovne, så vi ikke fryser?

Teltlejren er godkendt af brandvæsenet under en række forudsætninger. En af disse er, at der ikke må medbringes gasflasker til opvarmning af nogen art i Fælledparken. Gasvarmeovne, og for den sags skyld elovne, er derfor ikke tilladt i eller uden for teltene, desværre.

Strøm

Findes der strøm i teltlejren?

Ja, bag ved teltblokkene er der mulighed for få strøm til almindelige strømenheder. Husk kabeltromle på min. 25 meter for at være sikker på, at I kan nå hen til jeres telt med strømmen. For større enheder kontakt os på tlf. 7022 3511, så vi kan varsle vores elektriker om det ekstra strømbehov hos jer.

Kan vi få telt i nærheden af strømudtag til vores fadølsanlæg?

Hvis behovet for strøm begrænser sig til alm. forbrug på 220V, så medbring selv kabeltromle og find en strømtavle bagved teltet. Ved større forbrug kontakt Stafettelt. Skriv evt. i bemærkningsfeltet, når du bestiller.

Vi har hyret live-musik, som kræver ekstra meget strøm – kan det lade sig gøre?

DHL Stafetten er et løbearrangement som gerne vil indbyde til en festlig aften med plads til alle. Overvej en ekstra gang om jeres naboer synes det er en lige så god ide som jer med musikunderholdning af den kaliber.

Log ind og adgangskode

Hvordan kommer jeg ind på vores kundeprofil?

Er du ny kontaktperson, så prøv at kontakte sidste års ansvarlige for at få korrekt e-mail og adgangskode. Når du først er logget ind, kan du indsætte dit navn og e-mailadresse som kontaktoplysning. Vi sidder klar til at hjælpe på 7022 3511.

Jeg er logget ind, men hvordan kommer jeg nu tilbage til min kundeprofil?

Din kundeprofil ligger ude til højre. Klik på den grønne lodrette fane Mit Stafettelt.

Hvordan skifter jeg kontaktperson på vores profil?

Du skal være logget ind som en af firmaets kontaktpersoner for at ændre noget på jeres firmaprofil. For at ændre kontaktperson skal du indsætte den nye kontaktpersons navn, evt. direkte telefonnr. samt email-adresse i rubrikken Kontaktperson 1. Du kan evt. i denne forbindelse ændre adgangskoden til noget, der er lettere at huske.

Hvad skal jeg gøre, når jeg har glemt min adgangskode?

Hvis dit firma tidligere har haft telt til DHL Stafetten, fik sidste års kontaktperson tilsendt adgangskode pr. e-mail i slutningen af marts. Klik her for at få sendt adgangskoden til din mail.

Hvad hvis jeg hverken har e-mail eller adgangskode?

Har I deltaget før, og du hverken har e-mail eller adgangskode, skal du kontakte Stafettelt på info@stafettelt.dk eller 7022 3511.

WALK

Hvad er WALK?

Hele holdet á 5 personer går sammen på en separat rute adskilt fra løberne og alle walkere bliver sendt afsted fra kl. 18.30. 

Hvor mange er man på et WALK-hold?

Et WALK-hold består af 5 personer præcis som et løbehold.

Hvordan tilmelder jeg mig WALK?

Ved tilmelding til DHL Stafetten på Sparta.dk vælger du blot hvilke hold som skal være som løb og hvilke som WALK. Dette kan efterfølgende korrigeres helt frem til starten af august ved at logge ind igen.

Hvor er denne WALK-rute henne?

Walkere skydes samlet afsted fra kl. 18.30 området nærmest Rigshospitalet. Ruten er separat og går rundt om fælledparken og slutter samme sted som den startede.

Venteliste

Hvordan opretter jeg mig på venteliste?

Du skal logge ind og indtaste din bestilling på den ønskede løbsdag. Din ordre er en ventelisteordre og du vil modtage en bekræftelse på dette pr. mail.

Hvornår ved jeg om I har fundet en teltplads til os?

Vi forsøger løbende at sluse ventelisteordrer ind efterhånden som vi får disponible teltpladser. De fleste får svar inden for en måneds tid efter oprettelse. Ingen på venteliste bliver glemt og alle får svar enten på mail eller telefon.

Hvad skal der til før I finder en teltplads til mig?

Der kommer løbende reduceringer og annulleringer ind fra eksisterende kunder. Så snart der opstår huller sluser vi ventelisteorder ind.

Kan jeg vælge en anden løbedag, hvor jeg er sikker på telt?

Såfremt der stadig er løbenumre ledige hos Sparta kan du ved at ringe til dem (tlf. 3526 6900) og få flyttet dine løbenumre uden problemer. Kontakt og venligst hvis vi i så fald skal fjerne jer fra ventelisten.

StafetApp

Findes der en app til DHL Stafetten Kbh?

Du kan downloade appen 'Sparta Løb' ved at klikke på dette link.

Med Sparta Løb App'en kan du bl.a.:

    Se Spartas løbskalender året rundt
    Se live resultater og deltagerlister
    Se resultatarkiv
    Beregne løbstempo
    Finde ruter og information om alle løbene
    Se hvordan du tilmelder dig løbene m.m

Cookies på stafet.dk

Bruger I cookies på stafet.dk?

Vi bruger kun cookies når du ER logget ind på din brugerprofil for at lette din teltreservation. Vi gemmer ikke dine data og formidler ingen data til 3.part.  

Skal jeg ikke have en advarsel om brug af cookies på stafet.dk?

Du får ingen advarsler og skal heller ikke give dit samtykke, da vores hjemmeside i bund og grund er et bookingsystem og dermed ikke omfattet af cookieloven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fandt du ikke svar?

Er dit spørgsmål ikke på listen kontakt Stafettelt 7022 3511.

Navigering

Åbn menubjælkerne for at finde spørgsmål og svar. Markér dit spørgsmål og svaret åbnes op.

Design + Frontend // Rune.Anders.Lars